Om at trække stikket
Jeg har netop trukket stikket ud på et projekt, bestående af tre forskellige sider i samme niche. Hvis man vil tjene penge på nettet, skal man være i stand til at gøre den slags.
Det omtalte projekt kedede mig, og det tog alt for lang tid. Samtidig er konkurrencen hård i denne niche. Det betød alt i alt, at jeg brugte for meget tid, som drænede energi, der kunne være gået til andre projekter. Samtidig var min timeløn katastrofalt lav på projektet indtil nu. Jeg er fuldt ud opmærksom på, at indtjeningen på hjemmesider er helt skæv, så man intet tjener i starten og mere hen ad vejen, men jeg havde svært ved at se perspektivet i siderne.
Der var ingen salg i de affiliate-produkter, som projektet primært var baseret på. Derfor måtte nogle usle bannerreklamer med dårlig pris pr. klik hive pengene hjem, og så bliver det for trist.
Skal man være aktiv i en niche, der grundlæggende er dødkedelig, skal der være udsigt til noget indtjening på et tidspunkt. Der var der ikke her, og derfor blev stikket trukket ud for dette projekt.
Det gav straks ressourcer til andre projekter, så flere nye bliver sat i søen snarest, men nogle af de eksisterende får en kærlig hånd for tiden.
