Hvilke eksperter skal man lytte til?

Hvis man vil tjene penge på nettet, og er nybegynder, så er der nogle ting, man skal overveje. Hvilke eksperter skal man lytte til, og hvilke blogs og hjemmesider er værd at bruge tid på?

Her er mine tommelfingerregler:

1) Lyt til dem, der selv tjener penge. Der er ingen grund til at følge med i blogs, hvor den månedlige “Earnings update” viser, at de tjener ganske små penge. Hvis de ikke selv kan skrabe penge ind, hvorfor skulle du så lytte til dem, når du skal lære, hvordan man tjener ekstra penge på nettet?

2) Pas på dem, der vil tjene penge på dig. En ikke uvæsentlig mængde af bloggere i “tjen penge på nettet”-genren lever fint af at henvise deres læsere til produkter, hvor bloggeren får en andel af salget. Faktisk er der mange blogs i denne genre, som udelukkende består af den slags fis, som deres læsere ikke bliver klogere af og faktisk kun fattigere af. Jeg skal nok finde nogle eksempler ved lejlighed.

3) Brug din tid, hvor du får noget ud af det. Kan du ikke få nogle konkrete og brugbare råd, så søg et andet sted hen. Der skal være noget håndgribeligt og praktisk i indlæggene, for mange abstrakte tanker kan ikke bruges til noget.